Ableisme – Magt, menneskesyn og myten om den normale krop.

Ny bog gør op med myten om den normale krop

Myten om den normale krop gennemsyrer alle dele af vores samfund. Det skaber en ny form for diskrimination – ableisme – som forfatter og handicapforsker gerne vil have os til at tale mere om.

Har du nogensinde tænkt over, hvorfor der er så mange trapper i vores samfund? Hvis ikke er det formentlig, fordi vores samfund er lavet til dig og din krop. Med de ord indleder handicapforsker og post.doc. ved Aalborg Universitet og Bevica Fonden, Emil Søbjerg Falster, bogen Ableisme – Magt, menneskesyn og myten om den normale krop.

Ableisme er diskrimination på baggrund af favoriseringen af kropskapable og ”normale”, dvs.  alle dem, som ikke lever med kropslige, psykiske eller neurologiske variationer. Det kommer til udtryk på flere niveauer af vores samfund: I indretningen af vores byer, på arbejdsmarkedet, i skolesystemet og i politik.

”Uligheden i samfundet virker på mange forskellige måder, og meget af det stammer fra blinde vinkler og manglende forståelse for de mennesker, som lever med variationer, hvilket er over 31 %. Det mangler vi et sprog for, og det vil jeg gerne bidrage til,” siger Emil Falster.

Med forord af digteren Caspar Eric gennemgår Emil Falster hvordan ableisme kommer til udtryk i politisk retorik, på arbejdsmarkedet, i arkitekturen og i uddannelses- og sundhedssystemet. Han beskriver desuden, hvordan ableisme har konsekvenser for vores sociale interaktioner, og forfatteren kommer også med bud på, hvordan vi som samfund kan gøre op med ableisme.

”Jeg ønsker, at vi får en åben og konstruktiv samtale om vores blinde vinkler og nogle af de udfordringer, vi som samfund skal blive mere bevidste om. Her står begrebet ableisme centralt.”

Bogen er initieret og finansieret af Bevica Fonden, netop fordi samfundet ofte overser de temaer, der er dækket af ableisme: kropslig variation, menneskesyn og spørgsmålet om normalitet. Det fortæller direktør i Bevica Fonden Marianne Kofoed.

”Vi ønsker at vække den kollektive bevidsthed, så flere bliver opmærksomme på, hvad der egentlig ligger til grund for den måde, vi indretter vores samfund. Det gør vi ikke for at pege fingre eller placere skyld, men for at vi bliver bevidste om vores blinde vinkler, så vi i fællesskab udvikler et samfund, som naturligt favner den kropslige diversitet.”

Lyt gratis til kapitel 4 her

Presseomtale af “Ableisme – Magt, menneskesyn og myten om den normale krop”

P1 Kulturen
Emil Falster fortæller om bogen. Vælg afsnittet “Fremtidens inkluderende design” (30.56)

Fotos fra boglanceringen i Arbejdermuseets festsal