Fonden deler viden: amerikansk ekspert i universelt design gæster København
Forfatter, designer og forsker ved Vanderbilt University Aimi Hamraie (de/dem) gæster Det Kongelige Akademi til oktober med forelæsningen What Difference Disabled-Led Design Makes. Forelæsningen er arrangeret af medlemmer af Bevica Fondens forskernetværk under Universal Design Hub og helt i tråd med den videndeling, som fonden står for.
Universelt design er en hjørnesten i samfundet, når vi kigger ud i fremtiden. Det er et værktøj til at nå Danmarks forpligtelser i forhold til verdensmålene og det tværgående princip Leave No One Behind. Universelt design er også en central del af FN’s Handicapkonvention, som Danmark har ratificeret – og netop været til eksamen i.
De forpligtelser er er en rettesnor i Bevica Fondens arbejde med at bringe viden om universelt design til Danmark og inspirere, til hvordan universelt design kan bruges som løftestang til at skabe et samfund, hvor der er plads til flere – herunder mennesker med handicap.
Til oktober har Universal Design Hub inviteret Associeret Professor ved Vanderbilt University, forfatter og designer Aimi Hamraie (de/dem) til København for at dele sin viden.
Under opholdet i København skal Hamraie dels møde Universal Design Hub i en eksklussiv deep dive, men det ligger også som en del af planen, at de besøger Det Kongelige Akademi i København med forelæsningen What Difference Disabled-Led Design Makes. Og netop dét er forskningsdirektør i Bevica Fonden Camilla Ryhl glad for.
”Det er helt essentielt, at vi deler den viden og de centrale forskere, vi lykkes at få til Danmark, med så mange som muligt. Akademiet var hurtige til at gribe muligheden, og det kan jeg godt forstå.”
Det er Masashi Kajita, lektor på Det Kongelige Akademi, og Roberta Cassi, Postdoc på Det Kongelige Akademi, som begge er en del af forskernetværket, der står bag den åbne forelæsning.