Tilgængelighedspris 2018

Den 23. oktober modtog Det Kongelige Akademi Bevica Fondens Tilgængelighedspris 2018. Akademiet fik prisen for sin særlige indsats for at gøre universelt design og tilgængelighed til en naturlig del af de studerendes faglige selvforståelse. Det betyder, at tilgængelighed ikke skal være særligt udtænkte specialløsninger eller tilføjelser. Ikke noget, som man lige skal huske at tjekke. Tilgængelighed skal derimod være en naturlig del af designprocessen og noget, som er tænkt ind helt fra starten.

Til overrækkelsen udtalte ”Bevica Fonden vil gerne anerkende Det Kongelige Akademis indsats og ambition. Det handler ikke kun om at sikre tilgængelighed for mennesker med handicap, det vedrører os alle – forældrene med barnevognen, den uheldige skiløber med det brækkede ben og den voksende gruppe af ældre. Derfor skal tilgængelighed være en naturlig del af arkitektur og design”, sagde vores tidligere formand for Bevica Fonden, Torben Svanberg.

I forbindelse med prisoverrækkelsen viste de studerende på akademiet resultatet af deres 14-dages workshop med temaet Different Bodies.