Styrke forskning og uddannelse i universelt design, der ikke lader nogen i stikken

Gæsteprofessor på Designskolen Kolding

Forsker og design-aktivist Dr. Yanki Lee skal, som den første universelt design gæsteprofessor på Designskolen Kolding, med sin tværgående og internationale forskerbaggrund sætte ’design for/with/by people’ på skemaet.

Dr Yanki Lee skal undervise de studerende i, hvordan vi gør design universelt, og dermed bidrage til at give de studerende et grundlæggende værdisæt, der udformer rammerne for det levede liv, hvor alle kan være med.

Ph.d.-projekt “Fra life hacks til Universelt Design”

Hvad kan produktdesignere lære af mennesker med fysiske funktionsnedsættelser, ergoterapeuter og andre sundhedsprofessionelle med viden om livet med gigt?

I et nyt ph.d.-projekt med fokus på design af hverdagsprodukter skal Signe Mårbjerg Severin undersøge, hvilke udfordringer ældre mennesker med gigt oplever i interaktionen med hverdagens industrielle produkter. Forskningsprojektet baserer sig på research-through-design og en række co-design eksperimenter, som inddrager ældre med gigt, ergoterapeuter og andre relevante sundhedsprofessionelle.

Projektet vil inddrage ergoterapeuter, da de har et indgående kendskab til, hvilke fysiske, visuelle og funktionsmæssige elementer, som kan være en hjælp eller en udfordring for mennesker med funktionsnedsættelser. Deres hacks visualiserer designernes blinde vinkler og peger på løsninger, der kan være med til at skabe inkluderende design.

Formålet er dermed at klæde produktdesignere på med viden om universelt design for at udvikle inkluderende produkter til denne gruppe mennesker, så de kan begå sig bedst muligt i eget hjem.

Initiativer

Projektperiode
2021-2025
Kontakt
Signe Mårbjerg Severin, Ph.d.-studerende ved Designskolen Kolding, sms@dskd.dk